Foreningens sidste programsatte svampetur i 2022 blev afholdt den 29.10. i Kelstrup Fredsskov nord for Sønderhav. Vi var 9 medlemmer, som af spiselige svampe fandt Gran mælkehat, Tragt kanterel, Liden kanterel, Trompesvamp, Punktstokket indigorørhat, Karl Johan, Brunstokket rørhat, Østershat, Aspe-skælrørhat og Almindelig pigsvamp. 
Der blev desuden fundet slørhatte til garnfavning, f.eks. Blodrød-, Grønkødet-, Cinnoberbladet- og Cinnoberslørhat. 
Der er mange forskellige svampe lige nu, selv om en del er begyndt at se meget "trætte" ud.

Følg med i foreningens facebook-gruppe "Vesteregnens Svampeforening". Svampesæsonen er på grund af det varme vejr ikke slut endnu. Derfor kan der blive arrangeret ekstra ture med kort varsel. Det kan især blive aktuel, hvis der kommer mange Trompetsvampe og Tragt kanterel, eller hvis der kommer mange svampe, der er gode til garnfarvning. Hvis du vil have selskab på din svampetur, kan du annoncere i facebook-gruppen hvor og hvornår du er i skoven.

Husk Julearrangemenet lørdag den 26. november 2022. Vi mødes kl. 10:15 ved Medborgerhuset i Tønder. Tilmelding er nødvendig, og det sker ved at indbetale 125 kr. på foreningens bankkonto 7933 1030209 senest 18. november 2022. Mærk betalingen "Julefrokost".

På snarlig gensyn
Regnar Sørensen

Svampeforeningens Juleafslutning afholdes i  Medborgerhuset i Tønder, Østergade 63A , 6270 Tønder (indkørsel i svinget i Vidågade), hvor de tilmeldte medlemmer mødes kl. 10.15. Vi laver samkørsel til Soldaterskoven nord for Tønder, hvor der fortælles om Zeppelinprojektet.
Kl. 13.00 er der frokost i Medborgerhuset. Foreningens medlemmer får særskilt invitation med information om menu, pris og tilmelding.
Bemærk det ændrede mødested og klokkeslet i forhold til det tidligere annoncerede.

Regnar Sørensen

De 16 medlemmer, der var mødt op i Kollund skov fik en skøn svampetur i godt vejr. Der blev fundet mange forskellige svampe og en del af dem var spiselige. Et udpluk af navngivne svampe er: Rørhatte - Karl Johan, Brunstokket, Punktstokket Indigo, Rødsprukken, Dugget, Netstokket Indigo, Aspe-skælrørhat og Brun skælrørhat. Fluesvampe - Kugleknoldet, Grøn, Rødmende, Stor, Rød og Panter. Andre svampe - Violet hekseringshat, Køllestokket honningsvamp, Annis tragthat, Stor løghat, Purpur væbnerhat, Porcelænshat, Alm. netbladhat, Blåkødet slørhat, Kanel-slørhat og Bæltet rødblad. Som det ses få spiselige; men mange arter.

Næste tur går til Årup skov søndag den 23. oktober 2022 kl. 10:00 - 12:00, link til aktiviteter: http://vesteregnenssvampeforening.dk/index.php/aktiviteter/aktiviteter-2022 
Jeg håber vi ser mange af foreningens medlemmer. Der er mange svampe. De sene svampe, f. eks. Trompethat og Tragtkanterel, håber vi kommer frem i den kommende uge.

På gensyn i Årup skov

Regnar Sørensen

Der var flot tilslutning til dagens svampetur i Årup skov. 22 medlemmer var mødt op.

Der blev fundet godt med spiselige svampe, selv om det er ved at tage af nu. Det ser ikke rigtig ud til at der kommer gang i pigsvampe, tragtkantareller og trompetsvampe. De er savnet.
Karl Johan, de brunstokkede rørhatte og granmælkehattene var der i flere kurve.
Der blev også fundet nye sjove og spændende svampe til 'bordet' og den efterfølgende undervisning.
F.eks. Køllestokket honningsvamp, Purpur væbnerhat, Quelets Skørhat, Almindelig gulhat, Fibret flammehat, Kølle stødsvamp, grå kamfluesvamp, Grubet foldhat, Ildhåret mørkhat og Pælerodshat for bare at nævne nogle få.
Og vejret var helt i top.
Vi ses i Kelstrup Fredsskov på lørdag den 29.10.
Lene Illum og Regnar Sørensen

Søndag den 9.10.2022 afholdte Vesteregnens Svampeforening svampetur til Frøslev plantage. Der mødte ca. 22 medlemmer og gæster op til turen, der foregik i dejligt stille efterårsvejr med solskin. Det blev en ret indbringende svampetur for alle deltagere. Af spiselige svampe blev der fundet Karl Johan, Indigorørhat (pænt mange), Brunstokket rørhat (mange), Gran mælkehat, Violet hekseringshat, Rødmende fluesvamp m.m. 

Efter svampeturen var der fælles spisningen for tilmeldte. Vi var i alt 17. Et superfint arrangement med suppe lavet på Trompetsvampe og med hjemmebagte flutes. Hovedretten var Dyregryde med svampe, rodfrugtmos og lækker salat.

Tak til alle som var med til at gøre det til et godt arrangement.

Regnar Sørensen