August måned startede i sydjylland meget tør. Derfor aflyste vi den første tur den 3. til Vråby Plantage på Rømø, hvor der ikke fandtes svampe på det tidspunkt. Den første sommerregn kom i uge 32, og chancerne at finde svampe i Marbæk Plantage nord for Esbjerg den 11. steg. 
På en blæsende, solskins-søndag mødtes vi 7 medlemmer i Marbæk Plantage. Efter lidt forvirring om mødestedet (jeg påtager mig skylden for den forkerte beskrivelse af mødestedet i programmet) fandt vi hinanden og drog ud i skoven. Det var stadig ret tørt i skoven; men svampene var begyndt at vise sig. Vi fandt lidt kantareller og lidt flere prægtig skørhat. Efter vi mødtes igen kørte vi til P-pladsen ud til Ho Bugt for enden af Marbækgårdsvej og spiste vore medbragte madpakker. Her er der bord/bænkesæt og et toilet.
Efter endnu mere regn i uge 33 gik svampeturen den 17. til Stensbæk Plantage nord for Arnum. 7 medlemmer mødtes på den kendte P-plads midt i skoven i silende regnvejr. Det påvirkede nu ikke humøret og vi fordelte os i skoven. Efter to timer mødtes vi påny og spiste vores medbragte madpakker i hytten nær P-pladsen. Svampene er fremme i Stensbæk plantage. Af spiselige svampe fandt vi pænt mange kantareller, brunstokket rørhat, punktstokket indigorørhat og rødmende flusvamp, samt en enkelt Karl Johan. Der var også en del ikke spiselige svampe f.eks. lille gift-skørhat, egemælkehat, flammeskælhat, sortfiltet viftesvamp, guldgaffel og støvbolde. Trods regvejr havde vi en givtig og god svampetur.
Det er dejligt, at der kommer nye medlemmer i foreningen, og at de møder frem på vore ture. Det er med til at vi alle opper os og ikke mindst gør en indsats for at holde os skarpe på svampekundskaben. Lad os se flere nye medlemmer, der kan være med til at sikre Vesteregnens Svampeforenings fremtid.

Næste tur går til Draved Skov syd for Løgumkloster den 1. september.

Regnar Sørensen